Negativt rekordår slået: Aldrig har så mange virksomheder rådført sig ved Early Warning-korps
859 henvendelser i 2022 var rekord for antallet af henvendelser til et såkaldt Early Warning-forløb, som Erhvervshus Midtjylland administrerer.
Men allerede på årets fem første måneder i 2023 er antallet af sager 639 - og det er markant flere end den tilsvarende periode i det hidtidige rekordår 2022, hvor 328 små virksomheder havde henvendt sig i løbet af de første fem måneder.
Fakta om Early Warning
- Early Warning er et tilbud til mindre virksomheder, som oplever modgang
- Korpset består af 130 frivillige rådgivere
- Disse har alle erfaring fra erhvervslivet
- Early Warning finansieres af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som har bevilget 12 millioner kroner til at administrere programmet i 2023 og 2024
- Over 8.000 små og mellemstore virksomheder har siden 2007 fået gratis rådgivning af Erhvervshusenes virksomhedskonsulenter
Det er alarmerende tal, mener direktøren for Erhvervshus Midtjylland, Erik Krarup, der oplever, at de små virksomheder "kæmper mere end nogensinde før".
- Årsagerne lader til at være en kombination af tabt indtjening under corona, udløb af momslån, energipriser og inflation, siger han i en pressemeddelelse.
Han påpeger, at der er en klar overvægt af butiksejere, der henvender sig til Early Warning. Det er således cirka hver tredje henvendelse, der kommer fra detailhandlen. Herefter følger virksomheder fra byggeri- og anlægsbranchen med cirka 15 procent af henvendelserne.
Grossistvirksomhed tæt på at bukke under
Én af de cirka 33 procent fra detailhandlen, der har søgt hjælp og rådgivning hos Early Warning er Mark Stoudal fra grossistvirksomheden Nationwide, der importerer alt fra biltilbehør og lightere til legetøj - og dét til dagligvarekæder, tankstationer og kiosker over hele landet.
Imidlertid drev coronakrisen - og en efterfølgende momsgæld - virksomheden ud på økonomisk dybt vand. Men et længere forløb med en rådgiver fra Early Warning hjalp Nationwide og Mark Stoudal op til vandoverfladen igen.
- Uden Early Warning var vi enten begæret konkurs eller jeg havde været stå stresset og presset, at jeg selv havde langt nøglerne på bordet, forklarer han.